Jeg tog kurset Medieret Selvfremstilling i 2006.
Opgaven for kursisterne var at starte og markedsføre en virksomhed - vejledt og agiteret af undervisnings-strategen Mie Femø Nielsen.
Foruden det faglige indhold lærte jeg her om iværksætteri, fokus og push.
Fra kursusbeskrivelsen:
Indhold
Kan man lave spin i den gode sags tjeneste? Hvorfor er virksomhederne så optaget af at demonstrere socialt ansvar? Kan man brande en aktivist? Hvilke motorer er der i det dagsordensættende spil? Det er nogle af de spørgsmål, som vil blive rejst, og besvaret, i løbet af efterårets undervisning.
Teoretisk vil vi beskæftige os med public relations, issue management, agenda setting, mediering, identitetskonstruktion, branding, kampagnetilrettelæggelse, offentlighedsteori, legitimitet, politisk kommunikation, spin, mediestorme og pressestrategi. Der vil blive lagt vægt på at træne den studerende i den kommunikations¬strategiske tænkning. I løbet af kurset vil blive arbejdet med en større fælles case med klimaks 5.12.06. Deltagerne forventes at deltage i gruppeprojekter om branding, offentlighed og legitimitet, kampagnetilrettelæggelse osv. Der vil indgå ekskursioner til aktører inden for politik, medier og virksomheder. Nogle af dagene vil vi derfor først slutte kl. 17. Professionelt lægger emnet op til fremtidigt arbejde med strategisk kommunikation, politik, græsrodsarbejde, kampagnetilrettelæggelse og pressehåndtering. Emnet kan med fordel integreres med emnet Formidling, såfremt man måtte have ønske om dette, da der vil indgå praktisk træning i at arbejde med at sætte dagsorden i medierne, tilrettelægge kampagne osv. Der vil imidlertid ikke blive undervist i praktisk kommunikation.
Sommerferien kan bruges på mental forberedelse ved at læse romanerne Spin af Per Helge Sørensen, En stjernesag af Helen Fielding, Kronprinsessen og Kongemordet af Hanne-Vibeke Holst, samt Kongekabale af Niels Krause-Kjær.
Litteratur
Første undervisningsgang ligger først midt i september.
Til gengæld forventes følgende læst inden:
• Under lup i offentligheden: kap. 1,7,10
• Profil i offentligheden: Therkelsen, Møller Nielsen, Vigsø, Schrøder
• Kompendiet: Center & Jackson, Heath
Som PDF-fil eller link på emnets undervisningsportal:
• Helle Petersen 2002: Strategisk kommunikation – kvalitetsstyring og måling, Samfundslitteratur (indledningen)
• Jens Otto Kjær Hansen 2004: I andres brød, kap. 1.2, Forlaget Ajour.
• 2 artikler om CSR (Corporate Social Responsibility) fra Kommunikationsforum
Et overordentligt spændende kompendium vil foreligge i god tid inden semesterstart; dertil må forventes at skulle opdrive følgende bøger målrettet undervisningen: Under lup i offentligheden – introduktion til public relations; Profil og offentlighed - public relations for viderekomne; samt Spin, selvfremstilling og samfund - public relations som reflekterende praksis.